Hotellet i Bad Sachsa i Sydharzen

Når du er på MTB tur i Sydharzen, bliver du indlogeret på et hotel i Bad Sachsa, som vi har et rigtigt godt samarbejde med. Her vil du bo sammen med vores danske guider, som selvfølgelig står klar til at hjælpe dig med stort som småt under hele opholdet.

Gode rammer for et godt MTB ophold i Bad Sachsa

Hotellet er flot indrettet i en klassisk tysk stil, der emmer af hygge. Hotellet ligger lige op til bjergene i Bad Sachsa med ganske kort afstand til sporene.

Alle værelser har eget bad og toilet, og rummer fra 1-3 personer. Der er velfungerende Wi-Fi på hotellet. Hotellet er 3-stjernet, og er dermed ikke et luksushotel, men egner sig fantastisk godt til MTB.

Solide måltider i hotellets restaurant

Hver morgen starter med en stor morgenbuffet i hotellets restaurant. Her er alt, hvad hjertet begærer – og rigeligt med næring til en udfordrende dag på mountainbiken. Efter hjemkomst fra dagens tur er der rig mulighed for socialt samvær, gode røverhistorier og en fyraftensøl. Er du mere til kaffe eller te, er der også mulighed for at lave det.

Har du tilkøbt aftensmad, slår restauranten igen dørene op til en god buffet. Her finder du et bredt udvalg af klassiske retter – og der er rigeligt af det, så ingen fare for at gå sulten i seng.

Professionelle MTB faciliteter

Hotellet rummer flere professionelle MTB faciliteter, som vi opfordrer dig til at benytte dig af. Det gælder blandt andet vores professionelle cykelvask, tøjvask og tørrerum, aflåst og alarmsikret cykelkælder samt et veludstyret cykelværksted, hvor du altid kan få foretaget justeringer og reparationer på din MTB.